Kontaktperson

Læs mere om hvad kontaktpersonsstøtte er

Kontaktpersonsstøtte

Hvilken lov og paragraf bevilges støtten efter?
Støtten bevilges efter barnets lov § 30, § 32, stk. 1, nr. 3 eller § 114, stk. 1, nr. 2.

 

Hvad består støtten af?
En kontaktperson fungerer som en stabil voksenrelation, der kan hjælpe med en lang række udfordringer hos barnet/den unge og/eller forældrene. Samtaler og støtte fra en kontaktperson er typisk af mere pædagogisk og praktisk karakter sammenlignet med fx terapeutiske samtaler.

 

Er støtten til børn/unge eller forældrene?
Støtten bevilges oftest direkte til barnet eller den unge, så de kan få en stabil voksenrelation, der hjælper dem med det, der er svært. Kommunen kan dog også vælge at bevilge en kontaktperson til hele familien, således at både barnet/den unge og forældrene får støtte.

 

Er støtten relevant for alle børn, unge og forældre?
Min erfaring er, at kommuner typisk anvender kontaktpersonsstøtte til børn og unge, der er begyndt i skole. Faktisk ser jeg ofte, at indsatsen især bruges til børn og unge over 10 år. Dette skyldes muligvis, at kontaktpersonsstøtte ikke er den mest effektive indsats for små børn, da de ofte har svært ved at modtage denne type støtte. For mindre børn kan det være mere hensigtsmæssigt at give forældrene redskaber og hjælp til at støtte deres barn.

 

Hvor mange timers støtte kan der bevilges?
Der er som udgangspunkt ingen øvre grænse for, hvor mange ugentlige timers kontaktpersonsstøtte kommunerne kan bevilge. Dog er det min erfaring, at 1-5 timer om ugen typisk er tilstrækkeligt i de fleste sager. I særlige tilfælde kan det dog være relevant at bevilge flere timer i en periode.

 

Hvem bestemmer, hvem den konkrete kontaktperson skal være?
Kommunen har kompetencen til at beslutte, hvem der skal være kontaktperson. Du/I har som udgangspunkt ikke ret til at klage over denne beslutning, jf. reglerne om faktisk forvaltningsvirksomhed. Der kan dog være særlige situationer, hvor det er muligt at klage over kommunens valg eller manglende valg af en kontaktperson. Du kan læse mere om dette i Ankestyrelsens principafgørelse 76-17 (https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2017/10001), som giver et eksempel på et sådant scenarie.

 

Hvilke udfordringer kan støtten hjælpe med?
En kontaktperson kan fx hjælpe barnet/den unge og/eller forældrene ved at være en sparringspartner gennem samtalestøtte. Derudover kan kontaktpersonen give konkrete strategier til at:

  • Gøre det lettere at smalltalke.
  • Håndtere udfordringer i skolen.
  • Tale åbent om det, der er svært.
  • Navigere i praktiske situationer, som fx transport.

Kontaktpersonsstøtten er ikke begrænset til specifikke udfordringer og kan derfor bruges til at hjælpe børn og unge med forskellige behov, diagnoser og problemer.

På følgende sider kan du læse mere om hvordan jeg kan hjælpe dig, hvad det koster og hvordan du kontakter mig: