Det er nu lidt over et halvt år siden, at jeg forsvarede mit speciale om samarbejdet mellem Joannahuset og kommunerne.
Min konklusion var klar: Kommunernes mange retlige krav vs. Joannahusets færre retlige krav er med til at skabe samarbejdsproblemer mellem Joannahuset og kommunerne. Derudover undrede jeg mig over, hvordan det blev sikret, at Joannahuset levede op til sine retlige forpligtelser. Læs mit gamle opslag og specialets konklusioner her.
Selvom konklusionen var klar, sad jeg stadig tilbage med flere spørgsmål – blandt andet dette: Hvordan sikrer Social-, Bolig- og Ældreministeriet, at Joannahusets rådgivning tager udgangspunkt i barnets behov? Og hvad er egentlig barnets behov? Derudover blev den daværende minister, Pernille Rosenkrantz-Theil, stillet følgende spørgsmål: Bør der ikke føres tilsyn med Joannahusets rådgivning? Og kan ministeren svare på, om Joannahuset overhovedet lever op til de retlige krav?
Svar på spørgsmål
Den daværende minister besvarede spørgsmålet den 19. juni 2024 således:
“Der føres ikke offentligt tilsyn med Joannahusets rådgivning af børn og unge… Ministeriet har således ikke mulighed for at regulere rådgivningsdelen af tilbuddet, da Joannahuset ligesom alle andre organisationer frit kan tilbyde rådgivning til børn og unge.”
Derudover oplyste kontorchef Astrid L. Holbøll den 1. juli 2024, at BEK nr. 293 af 27. marts 2020 ikke længere er gældende, da puljen, som dannede grundlaget for bekendtgørelsen, er udløbet. De gældende rammer for Joannahuset fremgår nu af Joannahusets forsøgsgodkendelse efter § 206 i barnets lov samt af socialtilsynets godkendelse af Joannahuset som anbringelsessted.
Det betyder, at den tidligere bekendtgørelse (BEK nr. 293 af 27. marts 2020), som indeholdt en række krav – herunder at Joannahusets rådgivning skulle tilpasses barnets/den unges behov (§ 7, stk. 1, nr. 3) – ikke længere er gældende. Joannahuset reguleres nu alene af forsøgsgodkendelsen efter barnets lov § 206 samt af socialtilsynets godkendelse af Joannahuset som anbringelsessted.
Det betyder at en række krav til Joannahusets rådgivning fra den tidligere bekendtgørelse ikke længere er til stede i forsøgsgodkendelsen eller socialtilsynets godkendelse, og at Joannahuset derfor nu er mindre retligt reguleret end tidligere.
Hvad er der ellers sket det sidste halve år?
Ny rapport fra Ankestyrelsen
Social- og Boligministeriet har bedt Ankestyrelsen belyse erfaringerne med Joannahuset igen. Denne rapport blev udgivet i december 2024 og kan læses her.
Ankestyrelsen lavede en lignende rapport i 2023.
Begge rapporter indeholder beskrivelser af Joannahusets egne erfaringer samt erfaringer fra børn, unge, forældre og kommuner. Jeg ser frem til at se, hvad Social- og Boligministeriet vil bruge rapporten til. Én ting er at konstatere, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør – en anden ting er, hvad der konkret gøres ved de udfordringer, der igen i 2024 er blevet identificeret.
Joannahuset har kommenteret følgende om den nye rapport fra Ankestyrelsen:
“Rapporten har været ventet og giver et nuanceret indblik i vores målgruppe, faglighed og praksis.
Vi finder det særligt positivt, at:
👉 Der er enighed om behovet for et krisecenter til børn.
👉 Alle de medvirkende unge føler sig godt hjulpet i Joannahuset.
👉 Kommunerne oplever at være i bedre dialog med Joannahuset end tidligere.
Samtidig tydeliggør rapporten også, hvor der fortsat kan opstå uenighed om børnesyn, og hvordan børnesynet skal udleves i praksis.”
Oplæg fra Børne- og Kulturchefforeningen
Den 4. oktober 2024 sendte Børne- og Kulturchefforeningen et oplæg til Socialudvalget. Læs oplægget her.
Af oplægget fremgår det bl.a., at foreningen håber, at der i fremtiden bliver sat en tydelig faglig og lovmæssig ramme for samarbejdet mellem børne- og ungekrisecentre og kommunerne. De ønsker også:
– At rådgivningsfunktionen på børne- og ungekrisecentre styrkes.
– At barnets, den unges og forældrenes retssikkerhed øges.
– At der skabes ét samlet tilsyn med børne- og ungekrisecentrenes forskellige funktioner.
Foreningen beskriver konkrete tiltag til, hvordan ovenstående kan realiseres. Blandt andet foreslås det, at hele børne- og ungekrisecentrets arbejde – herunder rådgivningsdelen – underlægges tilsyn af Socialtilsynet. Derudover foreslås det, at børn, unge og forældre får samme klagemuligheder over børne- og ungekrisecentrenes arbejde, som de har over kommunernes arbejde til Ankestyrelsen. Lige nu kan man kun klage til Joannahuset selv, og der er ikke mulighed for at få sagen prøvet i en anden instans.
Er der så sket noget væsentligt det seneste halve år?
Sammenfattende må jeg konstatere, at der ikke er sket meget, siden jeg forsvarede mit speciale. Tværtimod.
Kommunernes retlige regulering er uændret, mens Joannahuset nu i mindre grad er underlagt retlige krav til deres rådgivning. Der føres fortsat ikke tilsyn med rådgivningen, eftersom den tidligere bekendtgørelse ikke længere er gældende, og eftersom en række af de krav, som fremgik af den daværende bekendtgørelse, ikke er til stede i forsøgsgodkendelsen eller socialtilsynets godkendelse. Jeg oplever, at der fortsat dokumenteres udfordringer i samarbejdet mellem Joannahuset og kommunerne – og at disse dokumenteres på forskellig vis, som illustreret i dette opslag – men at der politisk endnu ikke er taget initiativ til at løse dem.
Jeg sidder derfor stadig tilbage med flere spørgsmål. Det største er nok:
Hvor meget mere dokumentation skal der til, og hvornår vil Social- og Boligministeriet konkret oplyse, hvordan de vil løse de nævnte udfordringer?
/Joakim Kronborg
Professionsjurist og socialrådgiver
Privatsocialraadgiver.dk
